Der er mange grønne oaser i København, og hver bydel har sit eget åndehul. Du kan cykle rundt til det hele og opleve København som Københavnerne gør det. På Østerbro strømmer folk til Fælledparken, mens det er Kongens Have, der er det helt store hit i Indre By, og i Nordvest nyder mange naturen ved Utterslev Mose. Her får du gode tips til fantastiske naturoplevelser i København, hvor du kan solbade, tage en slentretur, spille bold med ungerne eller invitere din udkårne på picnic.
Gode sociale muligheder i Kongens Have
Ved Rosenborg Slot i Københavns centrum ligger Kongens Have. I denne park søger mange københavnere hen i frokostpausen og ved endt arbejdsdag, når der skal drikkes fyraftensøl eller spilles petanque med vennerne.
Om foråret tiltrækker de blomstrende kirsebærtræer og det smukke krokustæppe foran slottet mange mennesker, der lige skal have et billede til familiealbummet eller Instagram. Ungerne kan hygge sig på legepladsen hele året, og om sommeren er der gratis dukketeater. Derfor er det i Kongens Have muligt at nyde Københavns natur samtidig med, at der er gode muligheder for underholdning og sociale arrangementer.
Vil du samtidig nyde en lækker kop kaffe, så se vores samling af de bedste cafeer i København.
Amarminoen - den lange gåtur
København har sit eget svar på Caminoen, og den finder du på Amager.
Amarminoen, som den hedder, åbnede i 2020 og er en 27 km lang vandrerute, der går gennem Naturpark Amager. Så hvis du gerne vil opleve smuk natur i København og samtidig gå en rask lang tur, så er Amarminoen måske noget for dig.
Man går fra DR Byen i nord (blot 10 minutters cykeltur fra Rådhuspladsen) til Dragør på sydspidsen af Amager, og der er masser af fascinerende natur at kigge på - blandt andet store åbne strandenge, et fuglereservat i international klasse og Danmarks største selvsåede birkeskov, Pinseskoven. Orker du ikke at gennemføre hele Amarminoen på en gang, kan den nemt deles op i etaper.
Oplev et rigt dyreliv ved Amager Fælled
Amager er et af de bedste områder at opleve smuk natur i København. Det er også her, man finder den populære Amager Fælled, som tidligere var militært øvelsesareal men i dag bruges af byboere, der trænger til frisk luft.
På Amager Fælled skal man ikke blive overrasket, hvis man møder græssende køer, lige som der også er mange flotte fugle i området. Og man kan endda rende ind i heste fra den lokale rideskole, hvilket især er populært hos mange børn. På Amager Fælled er der desuden fodboldbaner, og der må cykles på alle stier og skovveje. Skal dagen startes ordentligt ud inden du skal slappe af på Amager Fælled? Så kig nærmere på vores samling af lækre brunchsteder i København.
Opdag smukke planter hos Haveselskabets Have
En af byens yndigste grønne oaser ligger på Frederiksberg. Der er indgang til Haveselskabets Have fra Frederiksberg Runddel, og haven er både en kulturoplevelse og en naturoplevelse i ét. På i alt 20.500 kvadratmeter kan man gå på opdagelse i et hav af spændende planter, som er fordelt i forskellige rum, der varierer i størrelsen. Slap for eksempel af ved H.C. Andersen-roserne, eller tag et kig på pæonhaven.
Fælledparken - aktiv naturoplevelse i København
Fælledparken på Østerbro er Københavns største park, og her mødes københavnere i alle aldre. Parken har mere end 100 år på bagen og er derfor fuld af store, gamle træer, der er smukke at kigge på. Man kan dyrke motion på forskellige træningsstationer og sportsbaner, og børnene kan lege på Tårnlegepladsen, Trafiklegepladsen og i skateparken, der er Nordeuropas største. Det er derfor muligt at opleve naturen i København samtidig med at man kan motionere, ved at besøge Fælledparken. Her er også en sø og en sanse have, og så har Fælledparken flere grillpladser, hvor det er tilladt at fyre op for grillen.
Vil du hellere slutte dagen af med at besøge en skøn restaurant end at grille selv? Så kan du lære mere om vores bud på de bedste restauranter i København.
Hyggelig gåtur gennem Bispebjerg Kirkegård
Det kan lyde som en trist ide at gå tur på en kirkegård, men der er god grund til at gøre det i Københavns Nordvest-kvarter. Om foråret får Bispebjerg Kirkegårds lyserøde kirsebærallé alt opmærksomheden, og den er skam også smuk. Det kan dog også anbefales at se resten af kirkegården, da den byder på mange pæne, grønne områder, og her er masser af plads til fredelige gåture.
Skulle sulten melde sig efter gåturen, så læs mere om vores bud på de bedste smørrebrødsrestauranter i København.
Oplev Ørstedsparken hele året
Mange københavnere kalder den fejlagtigt H.C. Ørstedsparken, men det korrekte navn er blot Ørstedsparken. Det grønne spot lige ved Nørreport Station er nemlig opkaldt efter begge Ørsted-brødrene