Du har en håndfuld fridage eller en weekend med veninderne, og tiden skal tilbringes i København. Hvad skal I tage jer til? Lige meget, om I er til afslapning og selvforkælelse eller action og byture, har byen det, I søger. Her er en række gode steder, der er perfekte til en venindetur i København.
Kom ned i gear
Er I i byen for at komme helt ned i gear, kan I forkæle jer selv med en spa-oplevelse.
Hvis det skal være ultimativ luksus, så styr mod Carlsberg Byen, hvor Aire Ancient Baths ligger. Stedet er inspireret af gamle græske og romerske badeanstalter, og Aire har afdelinger i adskillige internationale storbyer og er Hollywood-stjernernes favoritkurbad. Man kan blandt andet flyde i en saltvandspool med et lige så højt saltindhold som Det Døde Hav, og så har Aire intensiverede dampbade og flere forskellige massager på menuen. Aire Ancient Baths er den perfekte destination for jeres venindetur i København, hvis programmet skal stå på ren selvforkælelse.
Book hotelværelse i nærheden her
En god brunch
Efter afslapning i kurbadet kan man nemt blive sulten, og så er det tid til en god frokost eller brunch.
På Gammel Kongevej 164 ligger den vidunderlige Maude's Salon. Et virkeligt skønt lille åndehul. Det kan altså også stærkt anbefales lige at trække stikket en times tid, og nyde en dejlig morgenmad indenfor
Er der mere plads i maven, når tallerkenerne er tomme, så er jeres næste destination indre by. Det berømte luksushotel d’Angleterre har for nylig åbnet konditoriet Maison, der er en hver kageelskers drøm. Konditoriet er både yndigt og pastelfarver, og kagerne er til at dåne over.
De bedste shoppinggader
På en god venindetur i København skal der helst også være tid til shopping. Mange søger mod Strøget, som da også har et stort udvalg af forretninger, men der findes bedre shoppingmuligheder andre steder i byen.
Gå eksempelvis ned ad Kronprinsensgade - en sidegade til Købmagergade. Kronprinsensgade er ikke lang, men koncentrationen af cool modebutikker er høj. For enden af den lille gade rammer I Pilestræde, der med butikker som Naked og Norr er vigtig at tjekke ud.
I kan med fordel også vende snuderne mod Frederiksberg, hvor der er masser af fede butikker på Gammel Kongevej og Værnedamsvej.
Kig efter Zornig, Madam My, Lacour Lilholm, Rue 153 og Petlux - der finder du noget til familien - inklusiv de firbenede.
Her skal I spise, drikke og danse
Aftenen i byen kan begynde med en middag på Bistro Central i Indre By.
På et charmerende hjørne finder man Bistro Central, der er en hyggelig fransk bistro, hvor lokale mødes for at gennemgå ugens strabadser.
Her er fokus på god og moderne fransk mad, dejlige vine og fantastisk stemning - både til frokost og aften.
Efterfølgende er der cocktails på programmet, for København har en lang række eminente af slagsen. På Remees cocktailbar Móshù får I nogle af Københavns vildeste drinks, og når I har skålet færdig her, kan I give den gas på dansegulvet på en eller flere af de hotteste natklubber, Museo eller Arch.