København er fyldt med gode frokostrestauranter, hvor du kan få lækkert smørrebrød.
Her er en liste over steder, hvor du aldrig kan gå galt i byen. På denne måde er du sikret noget af det mest eksklusive og bedste smørrebrød i København, hvis du følger vores guide.
Hjemmelavet smørrebrød hos Restaurant Carl Nielsen
Carl Nielsen har på få måneder formået at blande sig i den absolutte elite af danske frokostrestauranter. Og med rigtig god grund – smørrebrødet er nemlig alt, hvad du drømmer om. Carl Nielsen er formentlig én af Danmarks mest velkendte komponister, og mest kendt for ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, mor”. For 114 år boede han i Toldbodgade 5, hvilket er inspirationskilden til navnet på den nyere frokostrestaurant. For restauranten er det vigtigt, at historierne fra Carl Nielsens liv er den røde tråd. Det kommer blandt andet til udtryk på deres menukort, der har fortolket Carl Nielsens værk ”Solen er så rød, mor”, som en rørt tatar med en æggeblomme farvet med rødbedesaft. Hos den nye smørrebrødsrestaurant i indre København er alt hjemmelavet. De bager rugbrødet selv, og det indeholder Carlsbergs 1883, der er lavet på en gærstamme, som oprindelig er fra 1883. Bygningen fra 1716 er fredet, og de gamle, skæve gulve og vægge i stuerne på første sal er med til at skabe en utrolig hyggelig og autentisk stemning.
Hvor: Toldbodgade 5, 1253 København K
De bedste steder at spise brunch i København.
Nyd det traditionsrige danske køkken
Det lille Apotek tilbyder klassikere efter gamle originale opskrifter. Er du til dansk smørrebrød, gammeldags æggekage eller en lun rødspætte med hjemmerørt remoulade, så er du kommet til rette sted. På menuen finder du også lækker biksemad, wienerschnitzel, andesteg med brunede kartofler og den berømte Apotekergryde.
Et besøg på Det lille Apotek er en rejse tilbage i tiden. Restauranten er opdelt i fire separate stuer med lavt til loftet og petroleumslamper, der gløder på de gamle maleriers skovguder og kildenymfer. På Det lille Apotek finder du ægte dansk hygge og nostalgi. Smørrebrød i København er ikke svært at finde, men deres smørrebrød er særligt overdådig og to-die-for.
Hvor: Store Kannikestræde 15, 1169 København K
Vil du gerne nyde nogle af Københavns kulturelle seværdigheder? Så læs mere om vores bud på de bedste kunst- og kulturoplevelser i hovedstaden.
Moderne smørrebrød hos Hallernes Smørrebrød
De tre ejere af Hallernes Smørrebrød har vidt forskellige baggrunde. Mikkel Sarbo er cand.merc. og grundlægger af blandt andet en te butik, Lars Hilfling er arkitekt, og Lars Hilden er guldsmed og journalist. At åbne en smørrebrødsbar kom egentlig med ønsket om at lave noget helt andet – eller mere – end guld, tegninger og te. En fælles kærlighed til smørrebrød gav dem ideen til at åbne en smørrebrødsbar. Men de ville lave bedre smørrebrød, end hvad de så og smagte andre steder. Smørrebrød var enten gammeldags-traditionelt og ikke opdateret med nye, friske råvarer. Eller det var vendt helt på hovedet og langt fra de gamle traditioner. De tre allierede sig derfor med to erfarne smørrebrødsdamer. Sammen låste de fem sig inde i et køkken og gik i gang med at skabe opdaterede versioner af det traditionelle smørrebrød. På denne måde differentierer Hallernes Smørrebrød sig fra andre smørrebrødsrestauranter i København. Resultatet er virkelig velsmagende, og lige som det skal være.
Hvor: I Torvehallerne og i Tivoli Food Hall