Christianshavn på grænsen mellem Indre By og Amager kan meget vel tage prisen som Københavns hyggeligste bydel. Her ligger mange gamle byhuse langs kanalerne, hvor flere lokale har deres båd liggende.
På Islands Brygge er du tæt på det hele. En kort cykeltur over Langebro og så er du på Rådhuspladsen – men cykler du den anden vej rammer du Amager Strand.
Her er en guide over, hvad du skal opleve i denne bydel.
Gå en tur rundt om voldene og besøg Christiania
Christianshavn er omgivet af vand og på modsatte side af Københavns Havn og Knippelsbro ligger Voldene. Her kan du fint slentre rundt og nyde den smukke natur – både på en dejlig sommerdag og om vinteren med en kop varmt at drikke. Undervejs støder du på fristaden, Christiania, der er åben for offentligheden. Her kan du også lige så hyggeligt gå rundt og kigge på de mange sjove huse og besøge deres forskellige caféer. Om sommeren er her ofte live musik, og fristaden er et populært sted for københavnerne at hænge ud – uanset om man er til hippiemiljøet eller ej.
Tag på madmarked
Hele to forskellige madmarkeder holder til på Christianshavn. Ved Inderhavnsbroen finder du Broens Gadekøkken med et mindre og nøje udvalg af madboder. Længere ude på Refshaleøen ligger Reffen, der er Nordens største madmarked med streetfood fra mere end 17 nationaliteter. Her er stemningen meget uformel, rå og urban.
Hvor: Broens Gadekøkken (Strandgade 95, 1401 København K) og Reffen (Refshalevej 167, 1432 København K)
Vor Frelser Kirke
Vor Frelser Kirke på Sankt Annæ Gade er mest kendt for sit spiralsnoede spir og den flotte guldfarve. Men kirken er ikke bare flot udefra – du kan også komme op i den. Der er 400 trin op til toppen, men udsigten heroppe er også helt fantastisk. Her kan du nemlig frit skue ud over Christianshavn og resten af byen fra 90 meters højde. At komme op i tårnet er også et kæmpe hit for familiens mindste.
Hvor: Sankt Annæ Gade 29, 1416 København K
Gå på bodega
En anden ting man finder mange af på Christianshavn – det er gamle, brune værtshuse. De har fået lov til at blive mere eller mindre urørte, og flere af dem af er mere end 100 år gamle. Vi anbefaler Stærkodder, Eiffelbar og Fingerbøl, der tilsammen kaldes for ’Bermudatrekanten’. Man kan ikke have besøgt Christianshavn uden at have været på bodega.
Havnebadet
Èt af Islands Brygges (eller Bryggens) helt store strækplastre er Havnebadet. Her kan du bade fra 1. juni - 31. august, og du finder både børnebassin, udspringsplatforme, motionsbassin og toiletter lige i nærheden. Om sommeren er der også rig mulighed for at sole sig på græsset langs vandet.
Andersen Bakery
Ikke langt fra havnefronten finder man det dansk/japanske bageri, Andersen Bakery. De er kendt over hele København for deres knivskarpe kager, der forener den japanske perfektionisme med danske smage. Udover konditorkagerne finder du også dansk wienerbrød.
Hvor: Thorshavnsgade 26, 2300 København S
Læs mere om Københavns bedste bagerier her
Café Alma
Der er mange hyggelige caféer på Bryggen, og én af dem hedder Café Alma. Det er en lille, lokal og hyggelig café, hvor du kan hænge ud med familie og venner. De har åbent til både brunch, frokost og aftensmad alle ugens dage. På menukortet finder du franske klassikere som Moules Frites og Croque Madame, smørrebrød, burgere og pasta.
Hvor: Isafjordsgade 7, 2300 København S
Legepladsen på Gunløgsgade
Skal du underholde ungerne på Islands Brygge, så anbefaler vi legepladsen på Gunløgsgade. Her er legeredskaber og boldbaner til børn helt op til 12 år. Legepladsen er bemandet, og personalet arrangerer flere sjove aktiviteter i løbet af dagen.
Læs om flere cool bydele her