Guide: Det skal du lave i København i april
Det fine forår forsætter, og det samme gør skønne forårsoplevelser i København heldigvis også. Vi tipper til de fedeste i april.
Tivoli åbner for sæsonen
Tivoli er et af de steder, som vi i særdeleshed glæder os til at besøge i april. Her genåbner de nemlig for sæsonen. Det betyder, at der atter kan snurres rundt i Himmelskibet, drønes rundt i radiobilerne, skriges i Villa Vendetta og meget mere. Og så kan du med sikkerhed komme i påskestemning, hvis du slentrer en tur i haven, for Tivoli er pyntet i fine påskefarver, når portene slås op.
Hvor: Vesterbrogade 3, København
Bakken slår portene op
Der er også forlystelser i lange baner at prøve, når Bakken åbner - og det sker ligeledes i foråret.
På åbningsdagen er der åbningsparade, åbningsceremoni og meget mere i den gamle forlystelsespark, som faktisk er verdens ældste. Tag endelig familiens mindste med, for i det særlige område, MiniBakken, er der en helt særlig legeplads og flere sjove oplevelser for børn.
Hvor: Dyrehavevej 62, Klampenborg
Populært designmarked
Der er rig mulighed for at shoppe lækre sager til hjemmet og smykkeskrinet, når Flids populære forårsmarked popper op på Nørrebro. Det sker i et af Nørrebrohallens store lokaler, hvor en række upcoming designere og kunsthåndværkere står klar med boder i april. Flids markeder har siden 2014 poppet op rundt omkring i København, og hver gang er der fokus på dansk og skandinavisk design samt bæredygtighed.
Stadeholderne udvælges desuden ud fra originaliteten i deres produkter samt formgivning, udformning og produktionsmetode i EU.
Hvor: Nørrebrohallen, København N
Fredagsrock i Tivoli
Når Tivoli genåbner, betyder det også, at Fredagsrock vender retur. Fredagsrock består af en lang række store navne – både danske og internationale – som er klar til at fyre op for festen. Alle koncerter er gratis, så snart entréen til Tivoli er betalt. Hele programmet lanceres i starten af året, så husk endelig at sætte kryds i kalenderen, hvis der er nogle koncerter, som du bare ikke må misse.
Hvor: Tivoli
Loppemarkederne under åben himmel
Det er også i april, at loppesæsonen under åben himmel for alvor går i gang. Mange af de gode markeder både i og uden for byen rykker ud i det fri i april, og hvis du er typen, der ikke kan få nok af loppejagt, er der flere steder du bør tjekke ud. Blandt andet Gentofte Loppemarked i Charlottenlund nord for København er et hit hos mange københavnere, men også loppemarkedet på Islands Brygge og Rita Blås Lopper er et besøg værd. Og ikke mindst loppemarkedet ved Frederiksberg Rådhus.
Hvor: Flere steder i byen
Byhaven genåbner
Det er ikke kun Royal Arena og Tivoli, du skal vende skospidserne mod, hvis du vil høre god musik i april.
Byhaven foran spillestedet Pumpehuset inviterer til årets første fest, og her er som altid både live-musik, drinks og god mad. Du kan tage plads under parasollerne allerede om eftermiddagen, og vi tør godt love god forårsstemning, når Byhaven atter fyldes med glade københavnere.
Hvor: Studiestræde 52, København V
Kirsebærtræerne springer ud
Forbered dig på, at dit Instagram-feed snart bliver meget lyserødt. Lige straks springer kirsebærtræerne ud rundt omkring i byen, og vi glæder os igen i år til at nyde synet. Du kan blandt andet se blomstrende kirsebærtræer på kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård, ved Langelinie og i Kongens Have.
Hvor: Kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård, ved Langelinie og i Kongens Have
Påskefrokoster og godter
April er også lig med påske, og dermed er der såvel påskefrokoster som snaps og påskeæg i sigte.
Vi glæder os allerede til at spise os igennem Københavns bedste påskegodter, men vi skal også spise masser af god mad til påskefrokoster. Både ude i byen og derhjemme. Næsten alle de klassiske danske restauranter har en særlig påskemenu.
Hvor: Restauranter i København
Friday Night Skate
Hvis du pludselig bliver overhalet af 1.000 rulleskøjteløbere i de københavnske gader en fredag, skal du ikke blive overrasket. Så er det nemlig bare Friday Night Skate, der er ude på sæsonens første tur.
Friday Night Skate er et koncept, der har eksisteret i København i flere år, og det går ganske enkelt ud på, at en stor gruppe mennesker mødes for at løbe på rulleskøjter sammen. Det er gratis at løbe med, og børn og voksne er velkomne. Første tur plejer at finde sted i april.
Hvor: Start ved Next House Copenhagen
Gå en tur i Københavns natur
Leder du efter en rolig og afslappende oplevelse i København i forårsmånederne? Så skal du prøve at gå en tur i Hovedstadens natur.
Der er mange grunde til, at det er en god idé at gå en tur i Københavns natur om foråret. For det første er der det dejlige vejr – solen begynder at skinne mere og mere, og temperaturen bliver mere behagelig. Det er også på dette tidspunkt af året, at naturen vågner op igen efter en lang vinter. Man kan se det på træerne, der begynder at spire, på græsset, der bliver grønt, og på alle blomsterne, der springer ud. Derfor er en gåtur både afslappende for dit hovede og din krop, samtidig med at du oplever skøn natur.
Hvor: Alle Københavns parker og grønne arealer.