Hovedstaden bugner af fede oplevelser for børn og deres voksne.
Der er ingen undskyldninger for at kede sig her, og der er altid sjove oplevelser for børn i København - uanset set om solen skinner, eller regnen vælter ned fra himlen.
På denne side lister vi Københavns bedste oplevelser for børn.
Tag til lærerige events på Nationalmuseet
Tag på opdagelse i danmarkshistorien og giv dem en lærerig oplevelse for børn i København. Nationalmuseets mange rum og etager gemmer på alt fra vikinger til mosefund – og sågar Danmarks ældste hundelort. Museet har de senere år fået større fokus på de mindste gæster, og der afholdes løbende lærerige events for børn, ligesom de forskellige udstillinger har sjove, børnevenlige oplevelser.
Hvor: Ny Vestergade 10, København K
Find flere bud på kulturelle oplevelser i København.
Bliv klogere på verdens havdyr på Den Blå Planet
Fisk, blæksprutter, hajer og havoddere er blot nogle af de spændende væsner, man kan møde på Den Blå Planet på Amager. Det store akvarium på Amager er spækket med gode oplevelser for både store og små, og der er løbende forskellige events mellem de mange havdyr. Derfor er dette den perfekte oplevelse i København for børn i alle aldre.
Hvor: Jacob Fortlingsvej 1, Kastrup
Experimentarium - god til børn i alle aldre
Videnskab behøver bestemt ikke at være kedeligt.
På Experimentarium kan man lege sig til læring om både gærceller, menneskekroppen og meget mere. I Miniverset kan familiens mindste give den gas, mens de større børn kan pjaske med vand, lave gigantiske sæbebobler og tage en tur i sansetunnellen.
Hvor: Tuborg Havnevej 7, 2900 Hellerup
Glæd børnene med en tur i Tivoli
Leder du efter en sjov oplevelse for børn i København, så er Tivoli Københavns allerstørste børnehit. Forlystelsesparken ligger lige midt i byen og er næsten ikke til at komme udenom. En hel dag kan hurtigt gå her, for der er forlystelser og underholdning i en uendelighed. For de modige er der Dæmonen og Himmelskibet, mens de små og lidt mere forsigtige kan besøge Rasmus Klump eller tage en tur i karrusellen.
Hvor: Vesterbrogade 3, København V
Slut dagen af med at besøge en børnevenlig restaurant i København.
Udfordr børnene med en troldejagt
Vil du gerne give børnene en udfordrende oplevelse i København? Så skal du tage dem med på troldejagt. Rundt omkring i Danmark og andre steder i verden har kunstneren Thomas Dambo bygget en række store trolde af genbrugstræ. Det er blevet særdeles populært at gå på troldejagt, og i København kan man blandt andet finde den stærke trold Kaptajn Nalle i Nordhavn og Bjarke Cirkelsten ved Dragør. Kunstneren har skabt et interaktivt kort, der viser, hvor alle troldene gemmer sig.
Det er ganske gratis, og mon ikke det vil vække begejstring hos børnene, når I finder kæmperne?
Hvor: Find troldekortet her. https://trollmap.com/
Leder du efter oplevelser uden for København? Her kan du læse mere om gode oplevelser, der foregår uden for København.