I 2019 åbnede Cityringen i København, og pludselig blev det meget nemmere at komme rundt i byen. Nu kan man komme fra den ene ende af hovedstaden til den anden på cirka 10 minutter, og der er ikke langt mellem oplevelserne.
Cityringen er smart, hvis du vil opleve de forskellige egne af byen på kort tid, og her får du tips til, hvad du skal opleve ved hver af de 17 stop.
Tag en tur i Tivoli ved Rådhuspladsen
Ved Rådhuspladsen ligger en af Københavns største turistattraktioner, som er et hit hos både børnene og de voksne.
Tivoli er ganske enkelt et must at besøge. Du kan enten vælge blot at slentre en tur gennem den smukke, gamle forlystelseshave for at mærke stemningen. Eller du kan købe et turpas og få den fulde oplevelse i rutsjebanerne, karrusellerne, spøgelseshuset og alle de andre forlystelser.
Besøg Kødbyen
Der er altid noget at tage sig til i Kødbyen og med Cityringen til København H kan du være der på ingen tid. Her ligger barer, restauranter, gallerier og små, kreative virksomheder side om side. Besøger man Kødbyen først på dagen, kan man spise morgenmad hos Noho, og senere kan man snuppe en hurtig frokost hos Hija de Sanchez.
Rammer man det hippe område senere på dagen er der stribevis af restauranter og barer at vælge imellem. Spis for eksempel fisk og skaldyr hos Kødbyens Fiskebar og drik øl på Warpigs.
Hvor: Kødbyen, København V
Oplev et berømt spillested ved Enghave Plads
Enghave Plads metrostation ligger tæt på blandt andet Istedgade, Enghaveparken og spillestedet Vega. Er man glad for rytmisk musik, bør man ikke snyde sig selv for en koncert på sidstnævnte. Vega er et af Skandinaviens mest berømte spillesteder og højt elsket blandt både musikere og publikum.
Hvor: Enghavevej 40, 1674 København V
Er du helt vild med live musik? Så find her vores samling af fede steder med live musik i København.
Frederiksberg Allé - en lille tur til Paris
Stå af på Cityringens station Frederiksberg Allé og oplev Hovedstaden fra en ny vinkel. Fra Frederiksberg Allé tager det kun få minutter at gå til Værnedamsvej, der blandt mange lokale kaldes Københavns lille Paris. Gaden er tæt pakket med hyggelige caféer og små butikker, og her er altid masser af liv.
Hvor: Værnedamsvej, Frederiksberg
Frederiksberg - en grøn oase
Nu skal vi ud i det grønne! Frederiksberg Have er nemlig et af hovedstadens skønneste, grønne åndehuller. Haven er anlagt omkring det gule Frederiksberg Slot og er nabo til Zoologisk Have, og man kan faktisk kigge ind til elefanterne fra en af stierne.
Hvor: Frederiksberg Have, Frederiksberg
Oplev flere af Hovedstadens grønne områder ved at kigge nærmere på vores bud på fantastiske naturoplevelser i København.
Oplev en sprudlende gade ved Nuuks Plads
Hop af ved Cityringens metrostation Nuuks Plads og nyd det bedste af København N. En af Nørrebros hyggeligste og mest sprudlende gader finder du tæt på Nuuks Plads. I Jægersborggade kan man shoppe i spændende specialforretninger som Ro Chokolade og Karamelleriet, ligesom her er rig mulighed for at gøre gode secondhand-fund.
Hvor: Jægersborggade, København N
Nørrebros Runddel - berømthedernes gravsteder
Et af de steder, de lokale Nørrebro-borgere holder meget af at gå tur, er på Assistens Kirkegård med den karakteristiske gule mur. Kirkegården ligger lige ved Nørrebros Runddel, så man kan nemt spadsere en tur på den smukke allé og besøge blandt andre H.C. Andersens, Søren Kierkegaards og Natasjas gravsteder, når man er på rundtur med Cityringen.
Hvor: Kapelvej 2, 2200 København N
Oplev Superkilen og Den røde plads tæt ved Nørrebro Station
Ved Cityringens station, Nørrebro Station, kan du gå til Den røde plads på få minutter. Pladsen er en del af Superkilen, som er et byrum, hvor Bjarke Ingels Group har haft en finger med i spillet. Superkilen er 30.000 m² stor og designet med inspiration fra den multikulturelle bydel.
Hvor: Nørrebrogade 210, 2200 København N
Skjolds Plads - en smuk bygning
Dette stop er for de arkitekturinteresserede. En kort gåtur fra metrostationen ligger Osramhuset, der er værd at tage et kig på, hvis man interesserer sig for byggestil og historie. Bygningen blev til i 1950’erne, husede oprindeligt lysfabrikken Osram og er et af Danmarks første betonelementbyggerier. I dag er Osramhuset smukt renoveret og fungerer som kulturhus for de lokale borgere.
Hvor: Valhalsgade 4, 2200 København N
Gå en tur i Fælledparken ved Vibenshus Runddel
Fra Cityringens metrostation Vibenhus Runddel kan du gå direkte ind i Københavns største park, Fælledparken. Her kan man vælge at slå sig ned i græsset med en sandwich eller en kop kaffe, eller man kan se skaterne give den gas i Nordeuropas største skatepark. Man kan også gå en tur i sansehaven eller tage ungerne med til en af parkens sjove legepladser.
Hvor: Edel Sauntes Allé, København Ø
Besøg et teater ved Poul Henningsens Plads
Tæt på Poul Henningsens Plads venter en god kulturoplevelse. Rammerne om Østre Gasværk Teater er ganske specielle, da bygningen oprindeligt var en fabrik, der producerede bygas. Siden slutningen af 1970’erne er der blevet spillet teater på scenen, og i dag kan man opleve store opsætninger af musicals, teaterkoncerter og lignende.
Hvor: Nyborggade 17, 2100 København Ø
Trianglen - gør som københavnerne
Få ting er så københavnske som en slentretur rundt om Søerne. Gør som de lokale: Køb en to go-kaffe og begiv dig ud på en frisk gåtur. Du bestemmer selv, om du vil gå den lange tur rundt om alle Søerne, som samlet når op på godt 6 km, eller om du blot vil runde en enkelt sø.
Hvor: Start ved Østerbrogade, mellem Trianglen og Lille Triangel
Østerport - historie på Kastellet
Tag Cityringens metro til Østerbro og oplev noget af Københavns historie. Et stenkast fra Østerport venter masser af historie på det stjerneformede fæstningsanlæg, Kastellet. Det blev oprindeligt bygget som en del af Københavns volde af Christian IV tilbage i 1600-tallet, men i dag bruges Kastellet af københavnerne til alt fra skattejagter til spadsere- og løbeture. Gå på opdagelse ved de fem bastioner, se den gamle mølle og meget mere, inden du hopper på toget igen.
Hvor: Gl.Hovedvagt, Kastellet, København Ø
Marmorkirken - et smukt syn
Navnet på metrostationen siger det hele. Det er Marmorkirken, du skal se her. Officielt hedder den egentlig Frederiks Kirke, men københavnerne kalder kirken med den enorme kuppel Marmorkirken grundet materialet, den er bygget af.
Byggeriet af Marmorkirken begyndte i 1749, men gik i stå i mere end 100 år, inden det endelig blev genoptaget i slutningen af 1800-tallet. I dag bruges Marmorkirken til alt fra bryllupper til koncerter.
Hvor: Frederiksgade 4, 1265 København K
Fantastiske gadekøkkener ved Kongens Nytorv
Når du står af ved Cityringens metrostation Kongens Nytorv, møder du straks den gamle, københavnske atmosfære og stemning ved Nyhavn. Derefter bør du gå over Inderhavnsbroen og gå på opdagelse i Broens Gadekøkken, hvor en række lækre, moderne streetfood-boder lokker med gode retter og ditto stemning.
Hvor: Strandgade 95, 1401 København K
Ønsker du at udforske flere af Københavns kulinariske muligheder, så se vores samling af fantastiske restauranter.
Gode kunstmuligheder ved Gammel Strand
På turens sidste stop skal du besøge Kunstforeningen Gl. Strand, hvis du er til samtidskunst og moderne kunst. Kunsthallen, som ligger midt i Københavns historiske centrum, skifter udstillinger flere gange om året, og her kan man opleve værker af både unge danske talenter samt anerkendte, internationale kunstnere.
Hvor: Gl. Strand 48, 1202 København K